Kort og godt om Gallo Kriserådgivning

Gallo Kriserådgivning er en psykosocial non-profit forening, som siden 1999 har tilbudt gratis og anonym samtaleterapi samt værested. Gallo blev grundlagt af tidligere psykiatrisk overlæge på Risskov, Johannes Nielsen, da han i sit virke så en stor efterspørgsel efter et værested med fokus på social- og psykisk sårbarhed samt et anonymt og gratis rådgivningstilbud. 20 år senere er det stadig den samme efterspørgsel vi imødekommer, nu blot i meget større skala. I 2018 modtog vi omkring 12.000 henvendelser i værestedet, samtaleterapien og pr. telefon. Vi har 30 ugentlige åbningstimer og mere end 90 frivillige tilknyttet foreningen.

Nedenfor kan du læse mere om vores grundprincipper.

Alle skal have ret til gratis samtaleterapi

Vi arbejder for, at alle skal have adgang til gratis samtaleterapi, og at det ikke skal være størrelsen på ens pengepung der afgør om man får hjælp i tide eller ej. Vi kan se, at det arbejde vi udfører er mere relevant end nogensinde, da der de sidste mange år har været et voksende pres på både psykiatrien og de offentlige ventelister til psykologhjælp. Her er vi meget konkret med til at lette flaskehalsen, ved at spare det offentlige behandlingssystem for psykologtimer, lægekonsultationer og ikke mindst indlæggelser på psykiatrisk hospital.

Vi lader altid den sunde fornuft komme først

Vi har et finurligt hus fyldt med smukke, ressourcefyldte og sårbare mennesker, der i den rette kontekst vokser og glædes, og her fungerer det ikke at have faste regler eller være firkantede omkring tingene. Vi arbejder altid ud fra individuelle vurderinger, så vi bedst muligt kan give vores gæster, hvad de har brug for. På den måde kan vi tilbyde den omsorg og personlige relation, som mange har mistet og har svært ved at finde andre steder.

Det er mening der skaber mennesker

Vi kan nemt miste meningen med tilværelsen, især hvis man bliver ramt af sociale og psykiske udfordringer. Her oplever mange, at det der gav mening for dem - familie, venner, job og hobbyer - kan føles fjernt eller blive revet væk fra en. Vi tror fuldt og fast på, at vi kan hjælpe mennesker med at finde meningen igen, hvad end det er igennem samtaleterapi eller et varmt og omfavnende fællesskab. Derfor er vi altid opmærksomme på at se det hele menneske, og har øje for, hvordan vi bedst kan levere en samlet hjælp på tværs af samtaleterapien og værestedet. Vi er overbeviste om, at meningsfulde aktiviteter og fællesskaber er en ligeså vigtig del af behandlingen af sociale og psykiske problematikker som den terapeutiske behandling.

Interview med Johannes Nielsen (2016) - fra programmet “Mening - Det der skaber mennesker”

 
48367528_795752904095287_4533951946502963200_n (1).jpg

Vi bruger Amaryllis blomsten som metafor for vores tilgang til vores gæster. Egentligt er det en løgplante, som ikke ser ud af ret meget, men får planten den rette pleje, tid og kærlighed, så blomstrer den og bliver stærk og smuk. Det er præcis det samme der sker med mennesker. Uanfægtet psykisk sårbarhed eller ej, så har alle mennesker ressourcer og evner der ligesom amaryllis blomsten, blomstrer hvis man blot giver dem omsorg, tid og nærvær - eller jord, gødning og lys om man vil.